• Business-update: Stor begivenhed gav lufthavnen travleste majdag nogensinde

    Source: BDK Finans / 12 Jun 2024 10:21:16   America/New_York

    Godeftermiddag og velkommen til onsdagens Business-update. Traditionen tro har vi taget et kig på dagens overskrifter inden for erhvervslivet og udvalgt de vigtigste til dig. I dag skal vi forbi en særlig begivenhed, som fik flere end 100.000 til at rejse fra Københavns Lufthavn på én dag, en forundret Novo-direktør og ét af Danmarks mest kendte mærker, som ikke har været brugt i mere end 60 år, men som nu genopstår. #1 – Passagerer velfartede til lufthavnen under stor musikkonkurrence. Københavns Lufthavn har haft usædvanlig travlt i maj, hvor 2,7 millioner passagerer tog turen gennem terminalerne. Men særligt én dag skilte sig ud, skriver Ritzau. Dagen efter, at der midt i måneden blev afholdt Eurovision i Malmø, og da tusindvis af passagerer skulle hjem efter finalen, gik flere rejsende end nogensinde før på en majdag gennem Københavns Lufthavn. Hele 107.000 passagerer benyttede nemlig Københavns Lufthavn 12. maj. Kigger man på maj som helhed, voksede det samlede antal passagerer med 14 procent sammenlignet med samme periode sidste år. »Faktisk er denne maj måned samlet set mindre end 16.000 passagerer fra at være den travleste maj i lufthavnens historie,« siger Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, til Ritzau. Han oplyser, at det høje tal også hænger sammen med Kristi himmelfartsferien, som mange brugte på at rejse sydpå. #2 – Novo stærkt forundret over amerikansk stævning Formanden for det amerikanske senats sundhedskomité, Bernie Sanders, varslede tirsdag en afstemning om at stævne Doug Langa, koncerndirektør i Novo Nordisk med ansvar for det amerikanske marked. Han er indkaldt for at vidne om høje medicinpriser. Men den beslutning er Novo Nordisk stærkt overrasket over, skriver Marketvire. For ifølge den danske medicinalkoncern har Novos administrerende direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, flere gange tilbudt at stille op som vidne. »Vi har gentagne gange nævnt, at Lars Fruergaard naturligvis gerne vil vidne i en høring, og vi har tilbudt forskellige datoer for, hvornår det vil kunne lade sig gøre. Vi stiller os derfor uforstående overfor, hvorfor det er nødvendigt at udstede en stævning,« skriver kommunikationschef i Novo Katrine Sperling til mediet. Sanders har længe været frontkæmper for lavere medicinpriser og har flere gange kritiseret Novo Nordisk. #3 – Ikonisk dansk mærke genopstår Det danskproducerede motorcykelmærke Nimbus, hvis sidste motorcykel forlod fabrikken på Peter Bangs Vej i 1960, genopstår. Det skriver Kosmopol. Virksomheden vil dog ikke producere traditionelle motorcykler, men kommer til at lancere en elcykel og siden også en elmotorcykel. Til at starte med lanceres 250 e-cykler, som vil blive leveret i løbet af sensommeren 2024. De vil som tidligere blive produceret i Danmark. Nimbus-motorcykler blev oprindeligt produceret på Frederiksberg mellem 1919 og 1960. Bag virksomheden stod den danske støvsugergigant Nilfisk, som sidste år gav tilladelse til, at det nye aktieselskab, Nimbus Motorcycles, kunne videreføre navnet efter mere end 60 års dvale. Tre uundværlige fra Berlingske Business A: Villa på Danmarks dyreste vej skulle på tvangsauktion. I sidste øjeblik kom redningen I dag skulle en fornem adresse have været på tvangsauktion. Men en refinansiering har aflyst tvangsauktionen med øjeblikkelig virkning. Læs mere her. B: Topadvokat blev afsløret på skjult kamera. Nu skal hans konkurssager genåbnes Den tidligere topadvokat Nicolai Dyhr blev afsløret for skjult kamera i TV 2-dokumentaren »Den sorte svane«. Siden er han blevet fyret, og nu vil Gældsstyrelsen åbne mindst 25 af hans lukkede konkurssager. Læs mere her. C: Thomas Bernt: Vi har ventet i 1391 dage – Bødskov har leveret den største og vildeste plan i tre årtier Iværksætterudspillet er ikke bare stort målt i penge, men gemmer på betydelige skattelettelser. Der bliver jubel i iværksættermiljøet i dag. Læs mere her. https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-stor-begivenhed-gav-lufthavnen-travleste-majdag
Share on,